Hvil i fred..

For ganske kort tid siden, læste jeg på FB at et tidligere familiemedlem (som jo altid vil være et familiemedlem til trods for skilsmisse) er gået bort.
Jeg tabte fuldstændig pusten. Er i dyb chok og kan ikke lade vær med at græde.

Jeg har ikke set ham eller hans familie i nogle år, men vi havde kontakt via Facebook og indimellem skrev vi sammen og vind om vejr, livets gang og hørte lidt til hinanden.
Sagen er den, at han døde i en alt for ung alder, da han mistede
kampen til kræften.
Jeg hader det udtryk – at miste kampen til kræften.
Det vender sig i mig. Bogstaveligt talt.
At få konstateret en sygdom, du skal kæmpe imod.
I dette tilfælde gik det alt for hurtigt.
H. var en fantastisk mand. Altid smilende, glad, venlig, gæstfri,
hjælpsom… Jeg har så meget godt at sige om den mand, og dog så fattig på ord om tabet af ham.
Det er en stor sorg for hans familie, hans venner, hans omgangskreds og ikke mindst for en perifer person som mig selv.

Jeg er så træt af, at så mange jeg hører om, som har fået denne skrækkelige sygdom, desværre mister livet til den.
Vi lever i 2017, og alligevel formår vi ikke at redde alle.
Dette indlæg er allerede rodet og bliver mere flakkende – det kan jeg mærke.
Jeg har svært ved at samle tankerne og ordene.

Det korte af det lange er, at jeg selv har en form for cancer diagnose – follikulært lymfom. Og jeg er ubeskriveligt træt af, sønderknust og fuldstændig udmattet over, at så mange omkring mig mister livet til kræft. Jeg tager det personligt.
Samtidig med at jeg priser mig lykkelig for, at den sygdom jeg lever med, højest sandsynligt holder sig selv i dvale, og jeg vil få et langt og dejligt liv, så kan jeg ikke undgå at føle mig både heldig og samtidig få dårlig samvittighed over mit held kontra andres uheld.
Jeg ved godt at det ikke hænger sådan sammen..

For ikke ret lang tid siden, så jeg et kort klip på DR1 om denne unge kvinde, som ventede på et organ – husker ikke om det var et hjerte. Det tror jeg.
Hun følte dårlig samvittighed over, at hun håbede snart at kunne modtage dette organ, så hun kunne overleve. Hun vidste jo at én
måtte dø, for at hun kan overleve.
Men hun vidste også, og prøvede at minde sig selv om, at hvis en
organdonor døde, så ville dette ske under alle omstændigheder – det ville ikke være hendes skyld.
Det er selvfølgelig ikke det samme som i mit tilfælde.
Ingen behøver at dø, for at jeg kan få et langt og godt liv.
Hvorfor har jeg så denne evige dårlige samvittighed, når jeg oplever at andre efterlader deres elskede pga denne skrækkelige sygdom?

Kære H
Tak for alle de fine stunder, hvor vi udvekslede en masse tanker om
livet og dets gang.
Du var en helt særlig mand.
Må du hvile i fred og må din hustru, børn og jeres nære finde styrken i hinanden til hverdagen og dets videre gang <3

Jeg må løbe..
Skal til den sædvanlige kontrol på Riget.

Gået i forvejen

Mr. London – jeg var ikke tro.

Som jeg tidligere blev enig med mig selv, ville jeg have noget positivt ud af min affære med Mr. London – også selvom det gik stik modsat forventningerne.

For mange, mange  år siden sagde min søster og en nær veninde helt uafhængigt af hinanden til mig, at jeg ofte var negativ og altid
brokkede mig. Jeg fandt kun de mest negative sider af sagen, for blot at brokke mig.
Det er nu virkelig mange år siden. Ja, omkring de 17 år siden.
Jeg blev helt paf og tog det helt ind.
Bum!
Jeg var et brokkehoved. Det klædte mig ikke. Overhovedet!
Fra den dag, den anden havde sagt dette til mig, tog jeg beslutningen om, at jeg ville vende alt om, og som det første se det positive
i tingene.
Dét var hårdt! Hold nu op det krævede jo vildt meget, når ens første indskydelse var “brok, brok, brok”, at stoppe op og lige tænke over det der skulle ud af munden.
I dag mestrer jeg det på fuldkommen naturlig vis. Jeg er kendt for det, som havde jeg opfundet glæde.
Min mantra.

Fra at være et brokkehoved, til at skulle ændre (livs-)indstilling,
krævede det at jeg lige skulle igennem det øretæveindbydende,
brækfornemmende, irriterende, sukkersøde, jeg-har-evigt-og-altid-ja-hatten-på stadie. Det varede et par år.
Så kom der mere balance i sagerne, og pludselig var det blevet
indgroet i mig, at være naturlig positiv-tænker og ikke længere
påtaget positiv.
Jeg var genfødt – kan man jo kalde det.
Det var første skridt til, at lære at være tro mod mig selv.
Sagen er den, at jeg altid har haft nemt ved, at lade mig påvirke
af andres sindstilstand, deres humør og simpelthen adopteret deres  væren per automatik.
Selv når folk taler engelsk med britisk accent, så slår min stemme pludselig over i britisk, såvel som hvis det er en inkarneret
amerikaner jeg taler med, for så at skifte til hardcore amerikansk.
Skizofrent? Snarere fleksibelt..

Sagens kerne er jo, at jeg dengang tog for meget af andre ind, og
glemte at være mig. Selvfølgelig ikke hele tiden og konstant, men i dag giver begrebet “at finde sig selv” meget mere mening, end da jeg var 20 år og bartender.
Jeg husker hvor meget jeg foragtede det, når folk stod i deres brandert og sagde, at de havde svært ved at finde sig selv og deres sande jeg. De ville ud og realisere sig selv, for at “finde sig selv”, og så stod de der og drak livet væk den ene weekend efter den anden.
Bvadr..
Jeg synes det var tåbeligt.
En dårlig undskyldning for virkelighedsflugt.
Sådan en kliché.
Jeg skålede med.

I dag har jeg fundet mig selv.
Eller rettere – jeg finder mere af mig selv for hver dag.
Bliver klogere på mig selv. Bliver klogere på, at jeg aldrig holder op med at lære.
Sikke en gave. At lære hele tiden.
I dag forstår jeg hvorfor, jeg har adopteret mennesker så meget som jeg har igennem tiden.
I dag forstår jeg, at det handler om at forstå mennesker.
Se på et menneske, kigge det i øjnene, og have afkodet hvem man står overfor.
Jeg har som tidligere nævnt en stærk intuition, og har altid haft det.
Set i bakspejlet, har jeg tidligere været bange for den. Bange for at lytte til den. Bange for når jeg fik ret om alt muligt, før det
overhovedet skete.
Jeg var ikke moden til det.

I dag ved jeg langt mere om hvem jeg er helt indeni.
Til dagligt kommer min intuition helt automatisk i brug, når
mennesker jeg aldrig har mødt lægger sig op på min behandlerbriks, og jeg mærker hvem de er, hvilken bagage de har med, og sommetider giver dem en besked med på vejen – ting jeg umuligt kunne vide om dem.
Clairvoyant, er der nogle der mener.. Hmm.. Det stritter en smule på mig, når det lige er det ord der bliver anvendt.
Jeg havde engang en person meget kært, som pludselig behandlede mig forfærdeligt grimt. En dag sagde hun “tror du ikke at jeg ved alt om, hvordan du går bag min ryg – jeg er clairvoyant!”.
Der mistede jeg alt for hende, fordi hun var så galt afmarcheret, og slet ikke mærkede mig – så clairvoyant var hun vist heller ikke, når hun tog så meget fejl af mig.
Så det stritter lidt på mig, når nogen spørger om jeg er clairvoyant.
Jeg ser mig som værende meget intuitiv, og det er der intet
ekstraordinært ved. Nogle af os har bare lært at bruge det.
Nogle andre vil være lukket helt af for den side af sig selv
igennem hele livet.
Det er livets omstændigheder og hvilke valg man træffer, som
gør hele udfaldet.

Da jeg mødte Mr. London blev jeg voldsomt smigret.
Særligt fordi det var dejligt at være så ønsket i et andet menneskes liv, så jeg gav mere og mere efter for det.
Så skete det – bang!
London fik kolde fødder og træk sig. Jeg var ked af det. Såret.
Følte at jeg havde fortjent bedre.
Så kom lettelsen. Lettet over at min intuition igen havde været min trofaste ven. Jeg havde blot glemt at slå hørebøfferne ud.
Pludselig kunne jeg mærke mig selv igen. Det gik op for mig, at jeg skulle huske at være tro mod mig selv.
Jeg har to sider, og de er svære at forene, men jeg er ved at lære det.
Den ene vil have trygheden, roen i et parfold, basen..
Den anden vil være FRI!
De trækker begge i hver deres ender, og jeg har været ved at gå
midtover tiltider.
Men London fik mig til at mærke, hvordan jeg egentlig er ved at
mestre de to sider, er ved at blive ret god til at få dem til at holde i hånd, og ikke flå i hinanden – i mig.

Nu, når jeg kigger tilbage, kan jeg se, hvordan jeg mistede en bid af mig selv den sidste tid det stod på med London.
Han mødte mig ikke længere som i starten, og jeg begyndte at ændre adfærd.
Fra at være på den ægte elskelige måde, som jeg selv kan lide ved mig selv, begyndte jeg at agere på en måde, som ikke var mig – hende kan jeg ikke lide.
Jeg blev utryg, kunne ikke genkende mig selv, og mon ikke han heller ikke kunne kende den jeg pludselig var blevet?
Det gik op for mig, at jeg havde adopteret Londons adfærd.

Mr. London er i et forvirret stadie i sit liv, og paradoksalt nok bor han i London, hvor der er stor forvirring i denne tid.
Der er ting Mr. London skal gøre op med i sit liv, acceptere hvor han kommer fra, hvor hans sande rødder er fra. Han lever i skyggen af
noget der ikke længere er – i skyggen af en anden. Han prøver at være noget, han ikke er – én han ikke er.
Og han prøver stædigt at hænge i med næb og klør.
Han er ikke tro mod sig selv.
Jeg adopterede ham indeni mig.
Tak til London for at åbne mine øjne.

Jeg er fri – i min trygge base.

Float

Så var det jeg mødte ham der Mr. London….

Han kom naturligvis, da jeg mindst ventede det.. Men for første gang i flere år følte jeg mig parat til det.

Høj, flot og charmerende kom han ind i mit liv, som var det meningen. Der var flere grunde til at jeg følte, at der var en større mening med at han kom til mig.
Det slog gnister og han sendte mig blomster – starten på al balladen!

Mr. London bor, ja i London.
Han var ikke lang tid om at reklamere med, hvor meget han gerne ville hjem til DK, hvor meget han savnede sit hjemland og ja, at der nu også er lille mig, som trækker i ham.
Åh, det lyder jo så fantastisk det hele, ik?
Jeg faldt for det hele.
Klask.. Pladask!
Det blev ikke bedre, da han viste stor interesse for min lille pige, spurgte til hende, glædede sig til at møde hende, og “følte sig heldig ved” at han ikke blot fik mig men også hende med i pakken.
Han meldte tidligt ud, at han gerne ville have børn selv, så han håbede at jeg ville have flere.

Well…. Det var jo bare for godt til at være sandt, ik..?

I dag er historien en anden.. Jeg er vågnet op til virkeligheden.
Jeg er ikke nogen Carrie og han.. Han var ikke nogen Mr. Big..

Jeg åbnede mere og mere op, gav mere og mere efter alle de drømme han havde for os, og så vendte det.
Pludselig blev han usikker på hvad han ville.. Det har man hørt før, ik?
Det var ligesom ikke helt med i ligningen, til at begynde med.
Der hed det hele tiden = “når jeg kommer hjem”…
Så hvor kom = “hvis jeg kommer hjem” fra?
Jo ser du, Maral….
Fortiden spøger åbenbart, og der er ikke plads til både mig og
ekskæresten, som var ham utro.
Kan han ikke se at han smider guld på gaden, for noget som visnede og døde, har han slet ikke fortjent at få mig.
Så kan han for min skyld, bare blive på den synkende skude som
England nu er blevet (læs; Brexit, læs; de tabte jo også lige til min
store fornøjelse til Island i fodbold (kan ikke få armene ned)).

Så jeg kan nu vælge at være hende den forsmåede gås, som skal være bitter, over alle de drømme han fyldte mig med, alle de tanker han
satte i hovedet på mig, alle de fremtidige billeder og film han fik
plantet ind på nethinden af mig.
Være forsmået over at han overhovedet involverede sig med en
kvinde, tiltrods for at hun udtrykkeligt frabad sig pis og julelege, og ville være sikker på at der ikke herskede tvivl om noget, når hun nu har et barn med i bagagen.
Intet kunne skræmme ham, sagde han. Jeg fik ikke lov at slippe.
Ikke engang at jeg har en kræftdiagnose (som heldigvis er ubetydelig for et langt og sundt liv for mig!) – næh, ikke 10 vilde heste kunne
afholde ham.
Han var jo vild med mig, og jeg er jo fantastisk!
Det var obviously ikke nok..

Hvis man er forelsket, og man hele tiden har denne her person i
tankerne, så gør man alt der står i ens magt, for at det skal lykkes, right?
Så i bund og grund, lige meget hvor smerteligt det kan være, må man konkludere at det bare ikke var nok..
Du kender typen..
Som sammenligner den tidligere kæreste med alle potentielle nye
kærester, og de får ikke et ben til jorden – tiltrods for at den tidligere kæreste aldrig når mig til sokkeholderne, hvad moral, indsigt,
omfavnelse og livsperspektiv mm. angår..
Den ekstra dimension jeg har fået pga. livets omstændigheder, som han var blind for.
Du ved typen “det er ikke dig, men mig den er gal med”…. Og “jeg kan ikke give mig 100 procent på nuværende tidspunkt”..
Og den bedste må være “du fortjener så meget godt” (puke).

Og nu.. Nu hvor jeg har trukket mig.
Ja, så savner han mig. Er kommet i tvivl, om han har truffet det
rigtige valg.
Han vil så gerne “blive lidt i mit liv”…
Blive lidt??
Hvad fanden er dét? At blive lidt..?

Ja, jeg kunne vælge at blive hende den forsmåede, over at jeg udviste så meget rummelighed fra start og ville vente læææænge på at han ville flytte hjem.
Forsmået over at jeg tilbød at komme til ham af og til (uden at han sjovt nok tog imod det tilbud, hmm)..
Forsmået over at tilbyde min komplette støtte omkring alt – forsmået over at guld blev smidt på gaden..
Forsmået over at “han så gerne vil være LIDT i mit liv”..

Når alt kommer til alt, så vidste jeg det hele.
Jeg har denne fantastiske gave.. Intuitionen.
Den er kraftig og den er blevet stærkere, vildere, mere hjælpsom end nogensinde før.
Jeg mærker den hver dag på alle mulige måder, og jeg bruger den hver dag på alle mulige måder.
Kærligheden.. Det er det eneste punkt jeg mangler at mestre
intuitionen til…. Til fulde.
Jeg mærker den.. Den er der med mig hele vejen.. Men jeg har skubbet den væk.
Jeg vidste godt hvor det hele var på vej hen.. Og jeg ved måske også lidt nu, hvor det hele er på vej hen..
Jeg skal bare huske at lytte til den.
Vi har den alle – intuitionen. Den er der.. Utroligt få lytter til den.
Tager hovedet under armen og mærker ikke efter..
Handler ikke på den..

Jeg kunne blive forsmået, over at jeg ikke lyttede til min
egen intuition.
Forsmået over at jeg lod mig rive med, i stedet for at træde i bremsen, da det hele var for godt til at være sandt.
Forsmået over at han ville SÅ meget sammen med mig, og i sidste
ende at det hele endte med at være snak..
Jeg kunne være bitter. Være bitter over at han sagde og
skrev så meget… Og at det hele bare var ord.
Jeg kunne være forsmået, over at han ikke var den slags mand jeg
troede – én der ville træde i karakter, tage affære, tage mig med storm og passe på mig, som han sagde.
At han gjorde det forbi i en besked – ikke så meget som ringede mig op. For så at komme i tvivl om hans valg.
Jeg kunne være evigt bitter over, at han ikke var en pind anderledes end utallige andre mænd, som stikker halen imellem benene, når de mærker den mindste smule kærlighed retur..

At ville være “lidt i mit liv”, er bare ikke godt nok.

Jeg kunne…
Men så igen..
Det her indlæg skal ikke ende, med at handle om negative ting jeg kunne gøre.
Min stil er en anden.

Jeg finder hjem igen.
Tilbage i mit tempel.
Tilbage i mit inderste jeg.
Finder den inderste kerne..
Forsmået føles for småt..
For lille til mig..
Karma.

Jeg kan vælge at glædes, over at jeg mærkede kærligheden for en stund.
Glædes over, at jeg fik muligheden for at mærke kærligheden til en mand for en kort bemærkning igen.
Glædes over, at jeg bliver klogere for hver oplevelse.
Glædes over at jeg har lært endnu mere, hvor vigtigt det er at lytte til min egen mavefornemmelse.
Glædes over at jeg har et godt helbred, en datter jeg vil gå til jordens ende for, og over at der uden tvivl er en mand derude, som virkelig vil komme til at se, gaven i at hun er med i pakken.
Glædes over, at han har givet mig lyst til, at prøve at sejle og rejse længere væk.
Glædes over at jeg ikke købte det ophold i Ystad til Mr. London og mig, for at overraske ham – hold nu op, så havde jeg for alvor følt mig dum 😀
Glædes over at jeg er typen, som kaster mig ud i tingene, fordi livet pludselig kan være omme.
Glædes over at jeg har lært at slippe – intet kan forceres.

Jeg vælger at vælge.

Moderlig forløsning

Jeg slukkede lyset og skyndte mig ud af butikken.
Låste af.
Skulle hjem til min lille engel.
Hjem og fejre.
Gik ind i en catering butik lige rundt om hjørnet ved min forretning, for at købe en dessert med hjem og en saft vi kunne skåle i.
Vi skulle fejre.
Jeg var glad.
Lykkelig.
En lykkelig mor.
Satte mig ind i bilen og tændte motoren.
Brød sammen.

Jeg havde ellers svoret at jeg ikke ville skrive om dette offentligt, og det har jeg i og for sig heller ikke tænkt mig.
Mit barns privatliv er vigtig for mig, og jeg vil værne om det med alle midler.
Denne beretning er derfor en anelse krypteret, men ikke desto
mindre må jeg skrive.
Skrive om den forløsning jeg oplevede her til aften.
En ubeskrivelig forløsning.

For nogen tid siden fik jeg lov at smage tilnærmelsesvis på, hvad det vil sige at opleve en mors værste mareridt.
Uden at gå i detaljer, blev der pludselig sat tvivlsspørgsmål ved mit barns helbred, og det har været nogle uudholdelige måneder med venten, for endelig at kunne tage de sidste undersøgelser.
I aften, mens jeg stadig var på arbejde inde i klinikken, blev jeg ringet op.
Når telefonen ringer med et hemmeligt nummer, har jeg aldrig svaret – det er jo typisk sælgere.
God knows. Jeg har selv solgt aviser i telefonen :/
Men når man venter……..
Venter et opkald…………så ved man præcis hvem der ringer med hemmeligt nummer en tirsdag aften. Og det opkald misser man ikke.

Det er overlægen, herself!
Fantastiske nyheder!!
Alt ser fint ud. Intet abnormt eller unaturligt.
Der har været store øjne på. Dygtige læger. Vigtige læger.
Det er en super nyhed. Jeg kan høre på overlægen at hun også er meget glad.
Glad for at overbringe en sådan en dejlig besked.
Til en mor.
Mon hun selv er mor….?
Jeg stiller spørgsmål.
Jeg har min basale baggrundsviden på plads. Har lært på
medicinstudiet hvilke spørgsmål der skal stilles OG hvordan de skal stilles.
Overlægen har travlt. Det høres på hendes stemme.
Men jeg har spørgsmål.
Jeg ser først en kittel i slutningen af januar 2016, så jeg stiller mine spørgsmål – NU!
Lettet.
Sikke en lettelse.
Det her skal fejres.
Jeg skriver hjem.
Mit dyrebareste skal fejres.
Holdes vågen til jeg kommer hjem.

mother and son holding hands

Jeg skynder mig at blive færdig i klinikken, ind i Mæsk rundt om
hjørnet og hente dessert og saft.
Saft til min lille skat.
Vi skal skåle.
Det her er stort.
Det skal fejres.
Mit barn skal fejres!
Jeg sætter mig ud i bilen og tænder motoren. Når lige at dreje ud på vejbanen…..
BANG!

Jeg blev ramt af virkeligheden.
En total forløsning ramte mig, i samme sekund som tonerne af
Shawn Mendez flød ud af højtalerne.
Skruede op. Vildt meget.
Tudede.
Hulkede.
Tudede.
Sang og skrålede.
Var ubeskriveligt lykkelig. Er stadig ubeskriveligt lykkelig.
Det gik op for mig, hvor meget det havde fyldt i mit baghoved, og hvor meget jeg (bevidst og ubevidst) havde skubbet det væk fra
frontallappen.
At jeg i sin tid har fået en kræftdiagnose, har uden tvivl fucked min hjerne op på den front. Ikke i forhold til mig selv – mig er der styr på.
Men mit dyrebareste. Den vigtigste person i mit liv.
Jeg har forsøgt at være positiv, og det er da klart også lykkedes mig det meste af tiden….. Der er også bare det, at man som mor, frygter det værste.

Så jeg blev ramt.
Ramt lige i hjertet da jeg hørte Shawn Mendez synge
“And now that I’m without your kisses
I’ll be needing stitches”.
Nok er det en kærlighedssang, men dén sang har nu en anden
betydning for mig. Den ramte mig lige i mellemgulvet.
Vi hørte den samme sang i radioen i morges på vej til hver
vores hverdag.
Det må da også betyde noget. For mig gør det i hvert fald.
Ingen sting ville kunne lappe mig, hvis jeg aldrig skulle kysse og holde om mit dyrebareste mere.
Så da Noah sang “På vej hjem” lige efter……
Ahmen altså, arme mig!
Det tog mig præcis de to sange at nå hjem og parkere.

Min lille engel løb mig i møde da jeg gik ind ad døren.
“Mor, mor, mor! Hej mor!”
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, da jeg omfavnede hinanden.
Den lille slap mig ikke, og omfavnede mig hårdt. Det kunne åbenbart mærkes at jeg havde brug for det. Da jeg endelig slap let, kunne jeg se at mine tårer fik den lille til at få tårer i øjnene, men heldigvis er
udtrykket “glade tårer” blevet håndgribeligt i den alder, og så var det jo straks en anden sag.
Da jeg bragte den gode nyhed, “lægen har ringet, og sagt at du er sund og rask og der er ingenting skidt at se på dine undersøgelser” (knock on wood), blev det mødt med et “Yaaaaay!”.
Yaaay…
Ja, sgu! Yaaay!

Vi drak saft af champagneglas.
Det er stort <3

Face it!

Jeg har slettet Facebook-appen på min private mobiltelefon 😨😨😨

Sikke noget frygteligt noget at skrive, vil nogen mene, men jeg har sgu fået lidt nok. Jeg bliver syg og dårlig af al det pling, bip og duttelut. Min krop får stress!

Face it

Hele tiden tikkede der beskeder ind på min telefon om at “nu har dén og dén kommenteret dit, dut og dat” og “nu har dén og dén liket det og det” – til hvilken verdens nytte?? Udover at jeg konstant blev afbrudt af pling, har det ikke ligefrem været til nogen særlig stor nytte for mig som individ.
På arbejde slår jeg lyden fra min telefon, men Gud hjælpe mig om den så ikke blinkede i tusinde forskellige variationer, alt afhængig af
hvilken notifikation det omhandlede.

Notifikation! Min bare…
Helt ærligt, som om der NOGENSINDE  er blevet “notificeret” noget som helst livsvigtigt eller af livsnødvendig karakter fra Facebook ind på min mobil.
Ja ja, nu lyder jeg mega hellig, I know. Det er ganske kortvarigt dog, for her er min bekendelse – jeg er et menneske.
Et menneske som ikke blot følger med i tiden, men ikke desto mindre også er let påvirkelig. Heldigvis ved jeg det og bevidstheden, må være det første step for mig.

Jeg blev vildt stresset over alt det bipperi! Den kloge siger nu, “du kunne altså bare slå alle de der notifikationer fra”.
Yes yes, det er pissesmart det dersens nymoderne tidsfordriv fra
helvede! Men når app’en er på telefonen, så er det MEGA nemt lige at åbne den. Eller nå nej, den er jo egentlig aldrig rigtig lukket,
medmindre man for alvor logger helt af. Så det gjorde jeg. Og bevares, det hjalp da.
Det var sindssygt besværligt at skulle taste koden ind, når man lige skulle ind og smugkigge, når man synes man havde 30 ekstra
sekunder at taste koden ind på – for igen at logge af.

For næsten to uger siden fik jeg simpelthen nok!
Nok, nok, nok af mig selv og den latterlige app.
Hej hej, app! Væk og slettet var den. Til min store overraskelse blev den slettet HELT og aldeles. Jeg troede faktisk at telefonen var født med den forbandede app og at, den ikke lige var til at slippe af med. Tænkte at den ville forblive på telefonen, men at alle opdateringer
ville blive slettet.
Væk var den!

Det fedeste er at jeg ikke længere får livsvigtige notifikationer om, at der snart ikke er plads til mere på min telefon – jeg kan jo ikke bare slette en masse billeder og videoer, uden at være komplet sikker på at det hele er sikkerhedskopieret! Nej, jeg har ikke tid. Det tager vildt lang tid at sidde og sikre at alt er gemt.
Det sker hver 3.-4. måned jeg har tid til den slags. Så tænk lige på hvor stressende det har været, daglige at få beskeder om at, der ikke er plads til en fis på min telefon.
Så er den kloge sikkert på banen igen – “altså, du kunne også bare sætte telefonen lave automatisk sikkerhedsopdatering”.
Ja ja, det gør den også, men jeg har altså billeder og videoer af mit eneste afkom på telefonen – som OM jeg kunne finde på at slette
noget som helst, uden at dobbelttjekke!

Du skulle virkelig overveje at tage en kold tyrker som mig, og bare slippe taget på din Facebook-syge – der er intet livsnødvendigt ved at være online alle dine vågne timer.
Hånden på hjertet, så har jeg helt ærligt fået halveret mit
“væren-på-stress”, og det kan varmt anbefales!
Nu mangler jeg bare at gøre noget ved den samme app på
arbejdstelefonen….

Forventelige Uller i mosen!

Hør nu her, Dorthe Ullemose (DF)!

Ullemose

Om du så er imod afbrændinger af asylcentre i Sverige, tager afstand til dem, ikke forstår dem, synes det er skrækkeligt og mener at det er dybt forkasteligt – I DO NOT CARE!
Og hvorfor gør jeg ikke det?
Det gør jeg ikke af den simple årsag at, du beskriver disse
afbrændinger som “forventelige”.

Smag lige på ordet – forventeligt.
Sig disse ord højt – “Det er forventeligt, når der i Sverige bliver sat ild til bygninger, som skal huse “folkevandrere”.”
Smag på hvert et ord, og forstå betydningen af hvert et ord.
Her er lidt hjælp fra den første, bedste online ordbog:
“Forventelig, betydning; som kan ventes; naturlig og ikke
overraskende
.”

Fortæl mig så hvad ordet “forventeligt” i denne sammenhæng
betyder!
Hvorfor er det at forvente at nogen vil sætte ild til asylcentre??
Hvordan kan det på nogen måde strejfe et vestligt, nymoderne,
kvindemenneske med forventelig belæste evner at det, er at forvente af noget som helst individ at påsætte ild til et asylcenter??
Eller tager jeg fejl? Dorthe Ullemose er måske slet ikke et
belæst menneske fra vesten?
Jeg mener – vi har jo et uddannelsessystem herhjemme i Danmark, som jeg vil mene man kan have nogenlunde rimelig høje
forventninger til.
Blandt andet forventer jeg at man (også) i skolen lærer at skelne
mellen ret og uret. Fra barnsben lærer vi at vi ikke må stjæle, slå, lyve, udøve vold mv.
Så spørger jeg mig selv, hvem denne Dorthes forældre er?
Hvilken skole gik hun på?
Har hun ikke lært ret fra uret?

Er der mangel eller fejl i en del af ens opdragelse, hvis man mener det er at forvente at en gruppe mennesker, ikke blot ønsker en anden gruppe mennesker ondt, men at de rent faktisk også går til handling, på dette ønske og påsætter brand til det der er deres midlertidige hjem – et sted hvor der ligger familier med børn og sover?
At forvente at et hvilket som helst menneske, kan finde på at gå så yderligt med sine handlinger, er for mig en absurd tanke.
Stod Dorthe bare op en morgen og tænkte: “Jeg tror sgu snart at
nogen sætter ild til et asylcenter i Sverige.”, som noget af det mest
naturlige?? Som noget af det mest åbenlyse?
Er dette virkelig en normal tankegang for en dansk kvinde med
brikkerne i orden?
Eller er problemet at brikkerne er i uorden?
Måske det var en forventelig udmelding fra en, som finder det
nødvendigt at lyve om sin alder i forbindelse med et folketingsvalg – en med rod i brikkerne.

Kære Dorthe…
Det forventelige var at der ville blive ramaskrig over din udmelding. Forventet var det at din udtalelse, ingen konsekvenser har for dig og dit parti – jeg frygter tværtimod at den slags udtalelser, kan have fatal effekt.

Ystad Saltsjöbad

En veninde og jeg havde lige et døgn i himlen, eller det der
tilnærmelsesvis kommer i nærheden af det i en grå oktober måned.
Ystad Saltsjöbad levede fuldstændig op til mine forventninger og lidt til!

logo_44_ysb.v20141029124119

Vi havde købt et ophold for lang tid siden igennem Club Mascha
(Mascha Vangs klub), og endelig kom dagen vi skulle af sted.
Det var perfekt timing for os begge, da det kan være lidt trægt at komme igennem efterårsmånederne med travlhed og gråt vejr.
Vi var begge enige om at næste gang tager vi to døgn – så kan vi også nå The Creek Experience.
Og næste gang kunne meget vel være i foråret, for der var da en
super lækker stor pool midt inde i et indelukke, som man ser som det første på vej hen til receptionen . Altså en udendørs pool.
Super lækkert! Bare for koldt til en oktoberdag.
Hvad der ikke var for koldt, var de dejlige udendørs og
indendørs termiske bade i spa-området.
Har man ikke prøvet det, så ved man selvfølgelig ikke hvad man er
gået glip af, men jeg kan hermed fortælle dig som ikke har prøvet det – du går glip af noget helt særligt!

Det er ikke blot lækkert at sidde udendørs på en kold oktoberdag, for både at både blive varmet godt igennem og få den kølige luft til at
friske hovedet op, men det er simpelthen noget af det dejligste for
sindet og sjælen.
At sidde derude i det fri, alt imens man bliver varmet og
mørnet fuldstændig med havet som udsigt – der findes ikke ord for hvor utrolig afslappende det er.
Jeg får helt lyst til at kalde det “afkodende”, for jeg føler mig helt nulstillet.
Det bør alle unde sig selv af og til!

Jeg forelskede mig i et rum med et termisk bad, som ikke er ret dybt. Her ligger man sig nærmest fladt ned, mens musikken spiller i
delta-form. Det var næsten som at gå i trance, for temperaturen i vandet gætter jeg på, lige er omkring kropstemperatur, og det føles helt som at gå ud i ét med vandet.
Ved vandkanten er der en pejs som luner ret dejligt, samtidig med at det giver et helt fantastisk skær i vandet.
Det gjorde bestemt heller ikke noget at, kigge på et utrolig smukt
ansigt i en ramme 😀

Alt i alt oplevede vi en indendørs pool, et boblebad, 4 udendørs
termiske bad, 2 saunaer, 1 indendørs termisk bad og så var der et lille
koldvands dyppebassin som vi gik udenom i denne omgang.
Derudover ligger Ystad Saltsjöbad lige ud til havet, så den
smukke udsigt kan ses fra flere steder i spa-området.
En ting jeg bemærkede var at samtlige medarbejdere på stedet, hvad end det var i frontdesk, i spa-området, i restauranten eller
håndværkere der ordnede og fiksede, så smilede de og hilste med et hejsa hver og én.
Ja, det gør personalet vel sådanne steder, kan man fristes til at tænke – de her medarbejdere var bare en ekstra tand venlige, uden at være påtaget, overdrevne og overfladiske.
Jeg følte næsten hver gang at, det var helt personligt at hilse på folk og, det føltes egentlig rigtig rart.

Jeg skal lige huske at nævne at vi spiste SUPER lækker mad om
aftenen på Restaurant Vitas inde på selve hotellet.
Åh, jeg kunne næsten ikke være i min krop bagefter, så da vi hoppede i spaen kort tid efter middagen, var det belejligt at flyde rundt og lade sig vugge i de forskellige bassiner. Vi benyttede faciliteterne frem til midnat, hvor de lukkede af for spa-området – så var man også
grydeklar.
Morgenmaden var en dejlig stor og meget indbydende buffet, hvor der var alt hvad hjertet kunne begære. Selv glutenfrit og laktosefrit var der tænkt på.

Tak for et dejligt ophold – vi ses snart igen, Ystad Saltsjöbad <3

(Beklager den lille film herunder i kæmpe format – det driller 🙂 )

Italiensk på Vesterbro

I aftes spiste en veninde og jeg på Ristorante RetroGusto.
Det er Italian Dining Week og vi havde købt en menu på forhånd.
Ægte italiensk betjening, udmærket mad og retro atmosfære.

FullSizeRender

I forbindelse med Italian Dinning Week er der kun én menu at vælge imellem og vi fik:

Antipasti – Scarmoza-ost på crostino, sur-sød aubergine samt kalv med mousse af grøn peber.
Primo – Fregola (speciel pasta fra Sardinien) vegetar med
parmesanost fondue.
Secondo – Braiseret kalvekød med kartoffelpuré og årstidens
grøntsager.
Dolce – Pannacotta af estragon.

Jeg var positivt overrasket over hvor lækker auberginen var, da jeg normalt ikke er til alt for blød aubergine.
Kalven til forret kunne jeg godt have undværet, men det tænker jeg er smag og behag, da jeg ikke er vild med kød.
Taget i betragtning af at, jeg ikke spiser andet kød end fugl og fisk (en sjælden gang imellem lidt kalv eller lam), så faldt hovedretten med kalv i rimelig fin jord. Kødet var så mørt at det gik fra hinanden og jeg spiste 2/3-dele af bøffen (ikke lidt for én som ikke spiser den slags kød) og var velfornøjet.
Grøntsagerne til kalven var ikke andet end rosenkål, men det var
ganske udmærket og der var rigeligt med mad.
Desserten var meget bedre end menuen beskrev den med 3 ord. Umiddelbart lød estragon lidt sært i dessert, men ingen tvivl om at det var godt. Her til var der lidt bær-kompot og noget drysset
something udover, som vi ikke kunne definere – det smagte lidt
lakrids. Super lækkert og den dobbelte espresso var virkelig dejlig og cremet.
Jeg har nu tjekket deres fulde menukort, og det ser dæleme lækkert ud – jeg skal klart prøve nogle ting fra det kort 🙂

Billedet er taget da vi er på vej ud lidt over kl. 23.
Der var fuldt pakket da vi ankom kl. 20.30, så jeg tænker at det kan betale sig at booke bord i forvejen.

Diamantslibning, oxygenbehandling og ren forkælelse.

Man tror det ikke, men seriously så kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har fået ansigtsbehandling?!
Det kan lyde lidt underligt når jeg arbejder med hudpleje, kropspleje og den slags hver dag at jeg, af alle mennesker, ikke får behandling.
Tro mig, sådan er det.
Når kokken har stået og lavet mad hele dagen, så bliver der ikke
prioriteret den store 3-retters menu til ham selv, massøren kan ikke nå sin egen ryg og ja, kosmetikeren får ikke altid lige sat tid af til sig selv, for der er altid nogen som godt liige vil have det der lille hul man har i kalenderen til en behandling.

Jeg elsker mit job!
Der er både udfordringerne ved hudplejen, de forskellige
hudproblemer, hudtilstande, hudsygdomme mm, samtidig med at jeg elsker den nære kontakt med mine klienter.
Jeg kender dem godt, de kender mig og så kan jeg bare enormt godt
lide at, det jeg beskæftiger mig med, giver resultater der kan ses.
Det er naturligvis til stor glæde for mine klienter, men bestemt også for mig, da jeg føler både tilfredsstillelse, ved at kunne gøre noget godt for dem, men også fordi jeg derved kan se, et
håndgribeligt formål med det jeg laver.

I september måned var jeg på Kreta for at holde ferie. Min hud havde det dejligt med solen – jeg fik en dejlig glød til huden og afslapningen tilkommer jo enhver godt for udseendet.
Men derudover var jeg også i klorvand og saltvand hver dag, hvorfor min hud egentlig også var lidt tør, kort tid efter vi kom hjem fra ferie.
Jeg passer min hjemmepleje af huden meget disciplineret; det ville være ret mærkeligt hvis jeg ikke gjorde, når jeg prædiker om det til
andre.
Derfor er min hud som regel også i rigtig fin stand og jeg får tit
komplimenter fra mine klienter, om hvor glat min hud er.
Dét i sig selv er temmelig imponerende, for da jeg var teenager….
You don’t wanna know :/
Lad os bare sige at, det er ret vildt hvordan en hudoverflade til
forveksling med et landskab af vulkankratere, er gået hen og blevet til en så fin og glat hud at, andre mener det er en rosende kommentar værdig.
Jeg bukker og nejer.
Men tro ikke at den bare rettede ind af sig selv efter pubertetens ubarmhjertige udfoldelser. Der har skam krævet disciplin, dedikation, en smule lidelse for skønheden og ikke mindst gode produkter OG
behandlinger.
Nå, men tilbage til efter turen til Kreta – huden har været lidt tør, lidt ujævn, lidt trist i farven. Det har ikke hjulpet på det at det er blevet
efterår.
Så da jeg havde brug for hurtige synlige resultater, måtte jeg hoppe op på briksen til en hurtig omgang diamantslibning efterfulgt af
oxygenbehandling.
Diamantslibningen fjerner den triste og grå overflade, reducerer linjer og rynker, åbner op for udrensning af urenheder og efterlader en blød og mere jævn overflade.
Oxygenbehandlingen hos os foregår med en maskine som
puster/presser et serum med hyaluronsyre dybt ned i huden.
Hyaluronsyre forekommer ganske naturligt i huden, men med alderen mindskes den drastisk. Dette samt reducering af collagen og elastin i huden også grundet alder, forårsager en mere slap, trist, grå hud med flere og flere rynker.
Solbadning uden ordentlig solbeskyttelse er OGSÅ en STOR synder i ældningen af huden. Det speeder ganske enkelt ældningen op.
Ved hjælp af fx oxygenbehandling kan man stimulere huden til bedre blodcirkulation som stimulerer hudens gendannelse, samt man
hjælper huden til at optage fugt dybt nede i huden. Huden får derfor et sundere, mere frisk og yngre udseende.
Man ser hurtigt efter bare én behandling, hvordan fine linjer
udglattes og udjævnes.

Man forstår måske hvorfor jeg skyndte mig at hoppe op på briksen 😉
Billederne fortæller kun en lille brøkdel af, hvor dejlig, blød og ikke mindst JÆVN min hud blev efter denne behandling.
Dét er altså også forkælelse for sjælen – i hvert fald for mig.
Der kommer ikke til at gå helt lige så lang tid til næste behandling, for jeg elsker den helst friske og “ny” følelse både hud og sind oplever ved det <3

Har jeg gjort dig forkert?

Da jeg i aftes spiste middag sammen med en veninde, kom vi til at tale om, når nogen gør et andet menneske forkert.
At et andet menneske kan få en til at føle sig utilstrækkelig, ikke god nok, fuld af fejl – bare forkert.
Vi kunne begge relatere til følelsen af at blive gjort helt forkert. Vi har begge oplevet at være tæt involveret med et
menneske, som har fået os til at føle at vi har været forkerte på
utallige måder.
At vi ikke har kunne leve op til deres “standarder”.
Det er nedbrydende for én i længden at være involveret med et
menneske, som har den opfattelse af en. Om det så er en ven,
veninde, kæreste, familiemedlem, kollega eller en helt 10. person.
Så kørte jeg hjem…

På vej hjem tænkte jeg flere gange på, hvordan jeg har oplevet at blive gjort forkert, af en person som jeg viste dyb tillid til.
Hvordan jeg mistede tilliden for hver gang jeg blev gjort forkert.
Hvor sårende det har været for mig at føle, at jeg ville være mere
“rigtig” hvis jeg grinede anderledes, tænkte anderledes, gjorde
tingene anderledes.
Så hvorfor ville mig?
Jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde har gjort et andet
menneske forkert.

wrong

Som udgangspunkt ser jeg mig selv som et rummeligt menneske, som et menneske der kan tolerere de fleste personligheder og værdsætter mangfoldighed.
Ikke desto mindre er jeg også ærlig. Ærlighed indebærer for mig også at være ærlig overfor mig selv – først og fremmest overfor mig selv. Uden selverkendelse ingen anerkendelse af andre.
Jeg har gjort et andet menneske forkert. Jeg er menneske. Det er også sket for mig.
Det ville være løgn at sige at det aldrig er hændt mig.
Det har i disse situationer ikke været min mening at gøre det andet menneske ondt. Men hvorfor har jeg så gjort et andet menneske
forkert, hvis ikke det har været min mening?

Usikkerhed. Det er det eneste jeg kan komme på, usikkerhed.
Usikker på mig selv med den givende person i den givende situation.
Har jeg lært af det?
Det vil jeg mene. Jeg er ikke usikker længere, som jeg har været
tidligere.
Ja, vi kan alle blive usikre på mennesker og i situationer, men
jeg er ikke længere usikker som person. På mig selv.
Jeg har forstået min egen usikkerhed, arbejdet med den og lært af den.
Hvis jeg nogensinde har gjort dig forkert – undskyld <3

I dag mødtes jeg med en særlig ven for første gang.

I dag mødtes jeg med en veninde, som jeg mødte for første gang i dag.

Livet er en underlig størrelse.
For lidt over et halvt år siden mødte jeg en ung kvinde på min
egen alder.
Vi mødtes over de sociale medier grundet ulykkelige
omstændigheder. En fælles forståelse for hinandens individer
skabte en samhørighed, som var naturlig og alligevel
underlig finurlig, når man nu aldrig havde mødt hinanden.
Igennem det sidste halve års tid har vi haft en smule kontakt, men ikke mindst har hun været i mine tanker, meget mere end hun har nogen idé om.
Igen og igen har jeg tænkt på at jeg har ville invitere hende hjem til mad, ud på kaffe, hjælpe hende med selv det mindste – jeg har haft sådan en lyst til at tage hende tæt ind til mig og “ordne” alting
for hende.
Desværre har der aldring været en mulighed for at fikse lige netop dét, jeg sådan har haft inderlig lyst til at fikse for hende.
Livet gik for hende, som det nu engang gjorde og intet jeg kunne gøre, ville ændre på livets omstændigheder. Kun tiden ville hjælpe hende videre.

I går aftes blev jeg overvældet af en kæmpe trang, til endelig at møde hende.
Det var magisk! Hun responderede med det samme på min besked og det var som om, det var meningen.
Vi var klar. Klar til at mødes. Måske er vi begge blevet stærkere nu og kunne endelig mødes.
Vi mødtes i dag for første gang og alligevel, føles det som at jeg altid har kendt hende.
Det føles som at vi kan være noget for hinanden nu.
Jeg tror at vi kan hjælpe hinanden.

Friends

Helt tilfældigt og måske alligevel ikke, faldt Klokkeblomst mig i øjnene her for lidt siden.
Pudsigt hvordan citatet sums it all up – hun ved <3

Et smut forbi Riget..

Selv om jeg ved at alt er i skønneste orden, så bliver jeg alligevel lidt svedig under armene på vej til Riget i dag. Det gør jeg altid.
Det er altså heller ikke den mest charmerende bygning, vel?

356816

 

Jeg skal ind til den sædvanlige konsultation hos overlægen – min overlæge.
Føler sommetider at jeg har patent på ham.
I venteværelset sidder der som sædvanligt kun gamle mennesker. Det er ret sjældent jeg møder nogle unge mennesker som mig selv.
Hver evig eneste gang kommer jeg til at tænke på, hvilken diagnose de mon har fået, hvad deres udsigter er, hvor syge de mon er, om de er i behandling..
Det er som om jeg prøver at aflæse hver og en af dem, samtidig med at jeg tænker på, hvad de mon tænker om mig.
Jeg mener, det er ikke så svært at se at jeg skiller mig ud, når jeg er så meget yngre end dem.
Gad vide hvad de tænker?
Tænker de også på hvilken diagnose jeg har og mine udsigter?
Jeg ser jo sund og rask ud, og det gør nogle af de også.
Det er jo lidt svært at bedømme bare ud fra udseendet, om hvor syge folk er – lige på nær de som sidder i kørestol, er meget blege og tynde eller i den dur.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke, om de får ondt af mig. Sådan en ung pige der sidder der som en eller anden stakkels med en
skrækkelig kræftdiagnose.
Så er det jeg altid kommer til at være OVERsmilende.
Jeg smiler ligesom til ALLE, for de skal da fandeme ikke have ondt af mig. Langt de fleste af dem har jo de vilde diagnoser og de sidder og venter på at, de bliver kaldt ind til deres kemo-indsprøjtninger og hvad ved jeg.
Så er det jeg skruer liiiidt ned for smilet, og husker på, at nogle af dem ikke har så meget at smile over.

Jeg bliver heldigvis reddet fra mine spekulationer af min overlæge.
Blodprøverne er nydelige, D-vitamin er ENDELIG steget til over 50, hvor minimum anbefalet værdi er 50 – YES!
I forstår måske ikke hvad det egentlig vil sige, men jeg har f……
kæmpet i over 2 år, på at få den over den sølle værdi af 50.
NU, langt om længe er den steget og der er ingen tvivl, om at det har været til stor forbedring at jeg har slikket sol i Grækenland i
september.
Min læge og jeg bliver da også hurtigt enige om at, jeg skal tage til
varmere himmelstrøg i hvert fald to gange om året 😀
Så skal han mærke på mig…
Han er en rimelig pæn ung mand, min læge; fik jeg nævnt det?
Han skal mærke mig på halsen, maven, armhulene… Jeg har svedt!
Well, jeg tager et par stykker papir fra hans papirholder og tørrer mig under armen. Meget charmerende.
“Jeg bliver altid så varm og svedig, når jeg skal herind.”, får jeg sagt.
“Altså, ja du ved, jeg kan jo ikke undgå at svede over at skulle herind.”
OMG… SHOOT ME!
Han kigger med et smil og siger: “Hold nu op med det der, Maral. Jeg har vist set og mærket det der var værre.”

Nå, men blodprøver er super gode og knuderne er skrumpet en del, sådan lidt over det hele – wuuhuu 🙂
Igen er jeg sikker på at det har noget at gøre med D-vitamin og
absolut ikke mindst, de forskellige kosttilskud jeg indtager.
Mit næste besøg bliver om tre måneder – det er fast rutine nu.
Livet går videre og jeg hilser farvel, da jeg går forbi venteværelset, på min vej ud.

Det der med kræften….det havde jeg glemt.

I går var jeg inde på Riget for at få taget rutinemæssige blodprøver, og kom til at tænke på noget…

image

For nogle få uger siden spurgte en meget nær veninde mig, om
hvordan det går med sygdommen.
Jeg nåede i et splitsekund at tænke, hvilken sygdom hun mon
omtalte, før det straks gik op for mig at hun jo, naturligvis talte om kræftdiagnosen – min kræftdiagnose.

Det er lidt mærkværdigt at have en sådan diagnose, når man hverken er syg, har symptomer eller er mærket af det – udover det mentale, men det er en helt anden historie 😀
Det lyder komplet forkert i mine ører og ikke desto mindre, er det så svært at finde den rette beskrivelse.
Det korte af det lange er jo at, der ingen “rigtig” betegnelse er for det – i hvert fald ikke for mig.
Bare det at jeg sidder her og skriver det her, har jeg nået at tænke, om jeg skal skrive kræftsygdom, kræftdiagnose, kræft, cancer og jeg
kunne blive ved.
Hvorfor er det så svært at kalde det hvad det er?

Problemet er mindst mine egne overvejelser om hvilken betegnelse jeg bør bruge, men meget mere hvordan den betegnelse jeg bruger, vil blive opfattet.
Jeg kan godt føle at det er lidt tabubelagt.
Når langt de fleste hører ordet kræft eller cancer, bliver deres kulør en kende bleg….
Det kan enhver jo sætte sig ind i. Det kan jeg også.
Sagen er bare den at, en sådan diagnose ikke nødvendigvis behøver være så “død og ulykke”-agtig, som man forestiller sig det – i hvert fald ikke i vore dage.
Misforstå mig korrekt – der er naturligvis mange kræftsyge som er uhelbredeligt syge eller i værste fald, terminale.
Forskellen er dog “bare” at de netop er syge, som betegnelsen
kræftsyg så tydeligt udtrykker.
Så er der os andre…

Det er dæleme svært at have en diagnose der går under en
kræftdiagnose, når man samtidig er sund og rask.
Den er svær at forklare medmindre man begiver sig ud i en lang
afhandling af kromosomers finurligheder, kroppens egen
forsvarsmekanisme, kost, sundhed og jeg kunne blive ved.
Ja, det kan tænde en hvilken som helst hot date af, og det er skam sket. Så har man da lært ikke at nævne det på første date 😀
Men helt ærligt, der er en eller anden berøringsangst omkring emnet, for langt de fleste tror at man dør af en sådan diagnose, men sådan er det ikke altid.
Det jeg prøver at sige, er at man ikke altid behøver at være så bange, for at kalde en spade for en spade – også selvom det kan være svært at tale om.
Det er nemlig den slags tabu, der gør det lidt svært for en sund og rask person som mig at bedømme, hvad pokker man skal omtale det som, når man fortæller om “det”.
Jeg forestiller mig at det er “lettere” at sige, “jeg har kræft”, hvis man er mega syg af det – jeg ved det ikke? Jeg kan tage fejl!
Personligt siger jeg som regel meget ligeud “så fik jeg diagnosticeret lymfekræft”, og hver gang tager jeg mig selv i at holde en pause og derefter sige “ja, og nu tænker du sikkert død og ulykke, men jeg dør nok nærmere af alderdom” – jeg lyder som en kliché efterhånden.
Ikke desto mindre er det sådan det er – jeg aner ikke hvordan jeg skal sige det. Jeg tager hensyn til, hvordan det bliver hørt, i stedet for bare at sige det som det.
Tit får jeg også brugt det medicinske udtryk, follikulært lymfom, og da ikke mange ved hvad det er, virker det på en måde blødere.
Så spørger de hvad det er…

At jeg snubler over hvordan jeg skal fortælle, om det faktum at jeg har en kræftsygdom, tror jeg har noget at gøre med at, jeg føler mig rask – og når jeg er rask, ja så glemmer jeg altså lidt om det.
Jeg er afslappet omkring det, så længe jeg ikke skal sætte et mærkat på det.
Hvis jeg dyrkede det, ville jeg først blive syg!
Sagt med andre ord, tænker jeg nu så lidt over det at, jeg faktisk i
perioder glemmer alt om det.
Mine nærmeste har naturligvis også forstået, hvordan lige præcis
mine udsigter er, hvorfor de også tager det helt køligt.
Så køligt åbenbart at når det hænder at, en veninde spørger om nyt herom, så ligner jeg et spørgsmålstegn – gad vide om hun bemærkede det? 😀

Selvcensur….?

I lang tid har jeg overvejet at lave min egen blog, og ofte har jeg hørt fra venner eller bekendte, at jeg burde kaste mig ud i det, fordi det hænder, at jeg laver indlæg på min private Facebook-profil, som måske tager lidt fat i vinkler på emner, der kan være behov for også at blive hørt eller læst.
Så gør man da bare lige dét…. Eller gør man?

For mig har det ikke været helt ligetil. Det har virkelig taget mig lang tid at diskutere frem og tilbage med mig selv, om jeg nu også turde…
Ja, du læste rigtigt – om jeg turde.
Én ting er at skrive indlæg på min private væg, hvor jeg har lukket min profil for udenforstående og ikke skal tænke over hvordan mennesker, som ikke kender mig, vil tage mine meninger og holdninger, men en helt anden ting er at blotte mig fuldstændig for åben skærm.
Men hvor slemt kan det være? Hvori ligger mine forbehold?

Well… Det er jo nok dét, som foruroliger mig selv allermest, og det er her jeg ikke må bøje mig men være med til at gå forrest.

Det er ret tydeligt, hvis man blot ser mit billede og navn, at mine aner ikke er ret så vestlige.
Samtidig har jeg fået barn uden for ægteskab og er i dag alenemor.
Det forekommer ikke som et emne, der er værd at skrive hjem om, og mine nærmeste venner tænker med garanti heller ikke over, at jeg overhovedet gør mig tanker om den slags.
For hvilken betydning har dét for den, jeg er inderst inde? Ingen. Ingen betydning what so ever, og til dagligt er det bestemt heller ikke noget, jeg skænker en eneste tanke.
Men jeg er bevidst om, at det har en betydning for nogle.

Årsagen til, at jeg har været tøvende omkring at skulle starte denne blog er ganske enkel, fordi jeg har været bekymret for, om jeg ville blive stemplet af andre med anden etnisk baggrund – eller rettere generet.
Jeg er egentlig ligeglad med, hvad man tænker om mig, og om man ser verden på samme måde som jeg gør – det har ingen betydning for mig overhovedet. Der skal være plads til forskellighed.
Det, som har været mig magtpåliggende at tænke igen og igen, er om jeg kan lave denne blog helt uden filter, uden selvcensur og helt uden at tænke på, om jeg nu også kan fortælle frit fra leveren om mine holdninger, når det kommer til mere politiske emner, hvor jeg nogle gange kan være på sådan en lidt……. lad os bare sige frembrusende og frigjort facon.
Ganske enkelt har jeg tænkt, om jeg nu kommer til at virke provokerende på nogle mennesker.
Men kan jeg ikke være direkte her, hvad skulle så meningen være med denne blog?

Så er det mine tanker falder på min datter. Er dét hvad jeg vil give videre til hende?
At hun skal ligge bånd på sig selv, tie af frygt, føle at hun ikke kan være ved hendes meninger, holdninger og værdier?
Er det dét forbillede, jeg vil være for hende?
På ingen måde!
Jeg har altid været en meget selvstændig pige og nu en meget selvstændig kvinde, og det har jeg tænkt at blive ved med at være – det er lige dét, min datter skal lære; hun skal kunne føle frihed, være sig selv, kunne være ved sig selv og ikke mindst være autentisk.
Hvis jeg ligger bånd på mig selv af frygt for, om jeg vil blive chikaneret, så vil jeg give min datter et signal om, at man ikke kan være frigjort, åben og dele meninger og holdninger.
Dét bliver ikke på min vagt, hun vil opleve det.
Når det er sagt, vil jeg også lære hende, at der er plads til forskellighed, at man skal respektere andres holdninger og meninger, og at man må lytte til andre for også selv at lære – også selvom man ikke altid er enig.

Så kære venner – here we go.
Helt uden filter <3